I dette Highlight hjælper vi dig i gang med Træning på Apple Watch og ser lidt nærmere på de muligheder, du har tilgængelig for tilpasning og tilføjelse af forskellige træningstyper.
Sådan kommer du i gang
Start med at åbne app'en Træning på dit Apple Watch.
Frem kommer nu en lang, scrollbar liste af populære træningstyper. Hvis du ønsker mere information om træningstyper på Apple Watch, så finder du det her.
Hvis du er klar og blot ønsker en åben træning, altså en træning uden særlige mål for eks. tid, distance, forbrændte kalorier eller andet, så trykker du på den træning, du ønsker.
Frem kommer nu en nedtælling fra tre, og derefter er du klar til at komme af sted.
Hvis du i stedet ønsker at tilpasse den valgte træning, eks. sætte et mål for 400 forbrændte kalorier, så skal du trykke på knappen med de tre prikker ud for den valgte træning.
Der er forskellige tilpasningsmuligheder for app'ens forskellige træningstyper, så prøv dig frem.
Som du kan se herover, har vi valgt Løb udenfor og sat et mål om at forbrænde 400 kalorier.
Nu kan vi så starte den valgte træning på knappen Kilokalorier.
Sådan tilføjer du en træning
I alle træningstyper på listen, som dukker frem, når du åbner app'en, arbejder pulsmåleren og bevægelsessensoren sammen om at levere de mest nøjagtige data.
Men kan du ikke finde en passende træningstype, så kan du scrolle helt ned i bunden og trykke Tilføj træning.
Herfra kan du vælge en alternativ træningstype eller vælge Anden. Når du bruger Anden eller en af de andre træningstyper i afsnittet Tilføj træning, så tæller det som en rask gåtur, da nøjagtige læsninger fra sensorerne ikke er tilgængelige.