iOS 16 bringer forbedringer til Apples animerede avatarer, og i dette Highlight får du en kort introduktion til Animoji og Memoji.
I 2017 blev iPhone X introduceret som den første iPhone uden HJEM-knap på fronten. Dermed også et farvel til den populære TouchID fingeraftrykslæser, der har været standarden for Apples biometriske sikkerhed siden lanceringen af iPhone 5S i 2013.
TouchID blev erstattet af FaceID, ansigtsgenkendelsen, som alle nyere iPhones nu gør brug af. FaceID er i stand til at lave et 3D-kort over ejerens ansigt, og det kan bruges til mere end blot at låse iPhone op.
Under lanceringen af iPhone X præsenterede Apple nemlig også Animoji, livagtige dyre-emoji’s, som fulgte brugerens ansigtsmimik, opfanget af det såkaldte “TrueDepth Kamera” i toppen af iPhone.
Animojis, altså de populære dyre-emojis, var det første, vi så udnytte den smarte ansigtsgenkendelse.
I 2018, året efter Animojis, blev Memojis præsenteret. Memojis er personlige emojis, der som Animojis bringes til live af brugerens ansigtsmimik. Der er nærmest ingen grænser for tilpasningsmulighederne, og det fede er, at disse Memojis og Animojis kan bruges til små videoklip eller under et FaceTime opkald.