Op til seks af dine yndlings-emojis kan samles i sjove mønstre og skabe en ret unik baggrund til din iPhone.
Vi har gennem tiden set mange digitale, udtryksformer for personlige følelser, men ingen har hidtil vist sig at være helt så sejlivet som emojis. Først set i mobilverdenen i slut halvfemserne, og her 25 år senere dukker der stadig nye op år efter år.
Emojis er blevet et slags seperat sprog, en digital udtryksform mellem os. Og selvom emojis som en standard kan oversættes, så kommunikerer de også indimellem alternative budskaber. Emojis er kommet for at blive, og mange har også en håndfuld yndlings, som tit er med i beskederne.
For at hylde de alsidige emojis har Apple gjort det muligt at lave farverige, mønstrede baggrunde til hjemme- og låseskærmen med den nye iOS 16-opdatering. I nedenstående guide går vi igennem mulighederne for tilpasning af de nye emojis-baggrunde.
Sådan gør du
Hold fingeren nede på låseskærmen, til billedet zoomer lidt ud. Tryk derefter på det blå +.
Tryk på Emoji øverst.
Du lander nu her, og som du kan se over tastaturet, kan du nu vælge op til 6 emojis.
Når du har valgt dine emojis, kan du fjerne tastaturet på X.
Du kan nu swipe dig til det layout af emojis, du ønsker. Der er fem forskellige at vælge imellem.
Du kan også vælge en anden baggrundsfarve. Det eneste, du skal gøre, er at trykke på knappen nederst i højre hjørne med de tre prikker. Når du trykker på den, kan du fremkalde en farvevælger via knappen Baggrund.
Når du er helt klar og har tilpasset din låseskærm med eks. skrifttyper, widgets mv., så trykker du Tilføj øverst i højre hjørne.
Nu kan du trykke Indstil som baggrundspar eller Tilpas hjemmeskærm først, hvis du gerne vil have en anderledes baggrund til hjemmeskærmen.