Låseskærmen på iPhone er med den nye iOS 16-opdatering blevet opgraderet og har nu et række nye funktioner samt muligheder for yderligere, personlig tilpasning.
I dette Highlight skal vi se lidt nærmere på en af de meget synlige ændringer i iOS 16. Det skal handle om låseskærmen, som har fået en stor opgradering på både funktioner og muligheder for tilpasning.
Hvis du er Apple Watch-bruger, så vil du måske kunne genkende nogle af de nye muligheder, som nu har fundet vej til iPhone. Det kommer vi mere ind på.
Som du kan se i Apples video herover, er der virkelig sket noget.
Den største nyhed er, at det nu er muligt at lave mere end én låseskærm og skifte let mellem dem, der oprettes. Apple har endda gjort det muligt at tildele hver låseskærm separate widgets fra deres egne apps samt understøttede tredjepart apps. Idéen fungerer meget lig Apple Watch, hvor man også let kan skifte mellem urskiver, der hver kan indeholde særlige komplikationer.
Låseskærmens billede kan tilpasses ved hjælp af filtre, og det i fokus kan snige sig foran klokken. Det giver en ret fed effekt - lidt lignende det, vi så implementeret med sidste års udrulning af watchOS 8 til Apple Watch.
Det særlige ved iOS 16 er, at det nye udskærerværktøj nu gør det muligt at skabe denne effekt med billeder, der ikke er taget som portrætter.
Klokken på låseskærmen kan tilpasses med alternative skrifttyper, og det er muligt selv at vælge tekstfarve til låseskærmen.
Notifikationer er nu placeret i tommeltot-venlig afstand i bunden af skærmen og blokerer ikke længere for låseskærmens billede. Og er der flere notifikationer, så stakkes de fra standard og kan nemt udvides eller minimeres efter behov. I Indstillinger kan du desuden tilpasse, hvordan notifikationer skal dukke frem på låseskærmen af din iPhone.
Det skal også nævnes, at du kan tildele hver låseskærm sin egen fokusfunktion. På den måde kan du let skifte til en særlig låseskærm og samtidig sikre, at du kun forstyrres af det, du ønsker.