Søgefunktionen Spotlight har med iOS 16 fået en prominent plads på hjemmeskærmen og mere fyldestgørende søgeresultater.
Den smarte søgefunktion Spotlight har været på iPhone, siden før styresystemet hed iOS. Det var tilbage i 2009 med udrulningen af iPhone OS 3, hvor Apple havde bragt den velkendte søgefunktion fra Mac til iPhone.
Nærmest årligt er Spotlight blev bedre, hurtigere og mere brugbar, og med iOS 16 har Apple gjort det igen. Det giver vi herunder et par eksempler på.
Du kan, som altid, trække Spotlight frem ved at trække nedad på din hjemmeskærm. Det gælder desuden også direkte fra låseskærmen. Men som billedet ovenfor viser, har du nu adgang til Spotlight-søgning nederst på hjemmeskærmen.
En anden brugbar forbedring er evnen til at lave en billedsøgning i dine apps. Med iOS 16 bruger Spotlight nemlig information fra billeder i Beskeder, Noter og Arkiver-appen. Det betyder, at du direkte fra Spotlight kan søge på steder, personer, scener eller ligefrem indhold på billederne.
Som herover, hvor vi har fundet Coldplay-relaterede billeder på vores iPhone i henholdsvis Fotos og Beskeder-appen.
Den sidste forbedring af Spotlight, vi vil komme ind på i dette Highlight, er evnen til at lave hurtige kommandoer direkte fra søgefeltet. Du kan nemlig starte funktioner direkte fra Spotlight, så som tidtagning, fokusfunktion, aktiver en genvej og meget, meget mere.