Vi har måttet vente et stykke tid, men nu er de nye, fede features endelig klar til iPad med iPadOS 16.1.
Apple præsenterede de nye features ved årets WWDC udviklerkonference, og de har netop udrullet den opfølgende iPadOS 16.1, som du nu kan hente til din iPad.
Du opdaterer din iPad ved at åbne app'en Indstillinger og derefter vælge Generelt, Softwareopdatering. Her skal du trykke Hent og installer som vist overfor.
iPadOS 16.1 - her er de vigtigste nyheder
Delt iCloud-fotobibliotek er også klar til iPad. Det er et nyt, seperat bibliotek, hvor du nemt og hurtigt kan dele fotos og videoer. Op til fem personer kan være koblet på et delt iCloud-fotobibliotek, og delte redigeringer giver alle mulighed for at tilføje, redigere og slette fotos mv.
Beskeder-app'en på iPad har fået nye features, som vi allerede har set implementeret på iPhone. Det betyder, at man nu kan redigere og fortryde afsendelsen af beskeder samt markere en besked som ulæst.
iPadOS får nu også en ny Organisator-feature meget lig den, vi lige har set udrullet til Mac med macOS Ventura. Altså en smart multitasking-funktion, hvor du kan arbejde med flere overlappende vinduer, og hvor det er nemt at skifte imellem dem.
App'en Hjem, som du bruger til HomeKit-koblet udstyr, understøtter nu Matter, en ny forbindelsesstandard, som virker på tværs af økosystemer.
Vi kommer til at dykke meget mere ned i de nye features til iPad, så følg med her på siden for flere tips og tricks til iPadOS 16.