Apple sender i disse dage opdateringer ud til det meste af produktlinjen med nye features og fejlrettelser. Det gælder også brugere af det populære Apple Watch, som nu kan hente opdateringen watchOS 9.1.
Du opdaterer dit Apple Watch ved at åbne Watch-app'en på iPhone, dernæst vælge Generelt, Softwareopdatering og så trykke Installer som vist herover.
Du kan også tjekke efter opdateringer direkte på uret ved at åbne Indstillinger, Generelt, Softwareopdatering.
watchOS 9.1 bringer vigtig feature til Apple Music-abonnenter
En af de smarte features ved Apple Watch er, at man kan downloade musik fra Apple Music-app'en direkte til uret og afspille trådløst på løbeturen via AirPods. Men indtil nu har overførsel af musik krævet, at Apple Watch har skullet placeres på opladeren imens.
Med watchOS 9.1 kan musik nu overføres nemt vha Wi-Fi eller mobilnetværk og altså også, når Apple Watch ikke er på opladeren.
Opdateringen sikrer desuden forlænget batterilevetid under gå-, løbe- og vandretræninger udenfor, da hyppigheden af puls- og GPS-målinger kan begrænses på nyere modeller.
Opdateringen sikrer også understøttelse af Matter til HJEM-app'en. Matter er en ny forbindelsesstandard, som er bredt understøttet af forskellige platforme og økosystemer.