På Mac kan du opnå bedre overblik ved at fordele åbne app-vinduer mellem separate skriveborde og skifte let mellem dem.
Som arbejdsdagen skrider frem, kan skrivebordet på en Mac blive fyldt godt op af diverse app-vinduer, der udfordrer overblikket.
I dette Highlight skal vi derfor se nærmere på muligheden for at bruge mere end ét skrivebord, eller hvad Apple selv kalder Spaces.
Et Space er altså et skrivebord, hvor du valgfrit kan placere åbne app-vinduer. Du kan lynhurtigt oprette flere spaces og placere åbne app-vinduer der, hvor du ønsker.
Sådan gør du
Vi skal først starte funktionen Mission Control via F3-knappen eller ved at skubbe tre eller fire fingre opad på TrackPad(musen på MacBook).
Her får vi altså et komplet overblik over alle åbne app-vinduer. Som du kan se øverst, står der Skrivebord, hvilket blot betyder, at vi pt. arbejder i ét Skrivebord/Space med alle åbne app-vinduer.
For at tilføje endnu et Skrivebord/Space skal du blot trykke på + knappen øverst i højre hjørne.
Nu dukker der et tomt Skrivebord 2 frem på skærmen som vist herover. Skrivebord 1 er det oprindelige.
Nu kan du altså trække app-vinduer ind på dit nye Skrivebord/Space.
Når du har placeret de åbne app-vinduer som ønsket, lukker du igen Mission Control.
For at skifte let mellem dine åbne Skriveborde/Spaces, skal du bare trække sidelæns på TrackPad med tre eller fire fingre. Du kan også holde ctrl-knappen nede og bruge piletasterne. Det fungerer enormt godt for overblikket med mere end ét Skrivebord/Space.
Og når du er klar til at lukke et Skrivebord/Space igen, så kan du gøre det direkte fra Mission Control på krydset som vist herover. Husk, at du ikke lukker app-vinduet, men blot placerer app-vinduet på det oprindelige Skrivebord/Space.