Indstil Automatisk lås op via Apple Watch og få den mest glidende “log ind” oplevelse på din Mac.
Apple er fænomenale til at koble deres grej sammen og sørge for, at man som bruger får helt særlige fordele, når man vælger flere af deres produkter.
Et af beviserne derpå er funktionen “Automatisk lås op”. Med den kan din Mac via dit Apple Watch registrere, at du er tæt på og logge dig ind helt uden at skulle skrive koden. Derudover hjælper funktionen også, når du skal godkende andre anmodninger, der kræver din administrator-adgangskode.
Funktionen har nogle systemkrav, så hvis du døjer med at få det til at virke, kan du eventuelt se dem her.
Der er nogle basale ting, der skal være på plads.
- Du skal sørge for, at både Wifi og Bluetooth er aktiveret på din Mac.
- Dit Apple Watch og Mac skal være koblet op på iCloud med samme Apple ID, hvilket de med al sandsynlighed er.
- Du skal bruge tofaktorgodkendelse til iCloud.
- Det er desuden et krav, at du bruger adgangskode på dit Apple Watch.
Når du har styr på ovenstående, kan du slå funktionen til i Systemindstillinger.
Sådan gør du
Åben Systemindstillinger
Vælg Sikkerhed & Anonymitet.
Sæt flueben i “Brug dit Apple Watch til at låse programmer og din Mac op”.
Indtast nu din kode til din Mac, og tryk Lås op.
Funktionen er nu aktiveret, og du vil automatisk blive logget ind på din Mac.