Med et velplaceret flueben i Indstillinger kan du gruppere dine åbne vinduer efter apps på din Mac for bedre overblik.
De fleste kender til første grovsortering, når den oprindelige orden på skrivebordet forsøges genoprettet. Mens man overvejer, om noget skal arkiveres i papirkurven, inddeles det først i små bunker for bedre overblik.
Som arbejdsdagen skrider frem på Mac, dukker samme behov for grovsortering ofte op.
For når man ønsker at se alle åbne app-vinduer på Mac, er der ingen bedre funktion end Mission Control. Med den får du lynhurtigt et overblik over alle åbne app-vinduer på din Mac.
Hvordan startes Mission Control?
Hvis du ikke er bekendt med funktionen, så har du to måder at tilgå Mission Control. Enten via F3-knappen på din Mac eller ved at skubbe opad med tre fingre på pegefeltet (musen på MacBooks).
Sådan grupperes vinduer efter apps
Udfordringen med Mission Control er, at den fra standard viser dig alle åbne vinduer fordelt rundt mellem hinanden som vist herover. Derfor viser vi i dette Highlight, hvordan du med en lille indstilling grupperer vinduerne efter app og dermed opnår et bedre overblik.
Åbn Systemindstillinger på din Mac, og tryk så på Mission Control.
Nu skal du sætte et flueben i “Gruppér vinduer efter program”.
Som du kan se i skærmbilledet herover, så er overblikket nu en del bedre, da de åbne vinduer for hver app er samlet og vist med et app-ikon.
Sådan udvider du en gruppe i Mission Control
Efter grupperingen af åbne app-vinduer kan det være udfordrende at se de bagvedliggende vinduer i en gruppe. Det er dog muligt at udvide en gruppe app-vinduer.
Det, du skal gøre, er at holde musen over gruppen i Mission Control og så skubbe opad med to fingre på pegefeltet. Så kan du se, at gruppen udvider sig tilstrækkeligt, og du kan trykke på det app-vindue, du ønsker at bringe frem i fokus.