Hvis du er træt af notifikationer om efterladte AirPods, så er vi klar til at vise, hvordan du tilføjer adresser i “safezones”.
Med den indbyggede Find-app på iPhone kan du nemt lokalisere Apple-produkter på et kort. Appen er endda også smart nok til at kunne give besked, hvis du har efterladt noget grej tilbage.
Men der kan godt komme løbende notifikationer fra den såkaldte “Underret, når den efterlades” funktion, når man kommer rundt omkring. Derfor vil vi i dette Highlight vise, hvordan du laver undtagelser - altså steder, hvor du netop ikke underrettes om efterladte Apple-produkter som AirPods.
Sådan gør du
Start med at åbne Find-app´en på din iPhone.
Vælg Enheder nederst
Tryk på dine AirPods fra listen af Enheder.
Træk det overliggende kort af funktioner opad.
Tryk på knappen Underret, når den efterlades.
Som du kan se herover, så har vi allerede en undtagelse. Vi har også et forslag fra appen, som vi nemt kan tilføje ved at trykke på +.
Ønsker du en anden undtagelse, så skal du trykke Ny lokalitet.
Herfra kan du søge en adresse frem eller bare panorere rundt og placere en knappenål med fingeren på kortet. Du ændrer området i bunden på knapperne Lille, Mellem eller Stor eller ved at trække på den blå prik.
Når du har fundet din adresse, så trykker du på OK.